17/04/2026
Fredag og faglig stolthed fra Holmsland Børnehus i Kloster 🏫
Når Finn og Emil står her foran gavlen i det nye børnehus i Kloster, kan de godt tillade sig at være lidt ekstra stolte 👏
Finn og Emil er nemlig nogen af dem som har været med fra starten af, i det nye byggeri ude i Kloster. Her har vi hos Torben Frandsen nemlig haft hele tømrerentreprisen. Det vil sige, at vi har været med hele vejen på den tømrerfaglige del af projektet. Lige fra de store konstruktioner med skelet, ydervægge, spær og limtræ til de mange detaljer, der får det hele til at hænge sammen.
Finn har været med fra start til slut, og Emil, som er 2. års lærling, har også været med næsten hele vejen. Det har været et projekt, de begge har synes var mega sjovt at være med til.
Som Emil siger:
"Det er et dejligt projekt, det er godt tømrerarbejde. Det hele det er jo pænt. Det jeg er mest stolt af er eksempelvis de gavle, vi har lavet herude. At være med til sådan nogle store konstruktioner, det ser jo bare pissegodt ud."
Også Finn siger, at det har været et mega fedt projekt at være en del af, og at det har været sjovt at få lov til at lave mange ting, man ikke altid får mulighed for på samme måde.
Det her byggeri er noget helt særligt. Der er arbejdet med træ i stor stil, og der er tænkt over både funktion, æstetik og trivsel. Der er sat troldtekt op i lofterne og flere steder også videre ned på væggene, så lyd og rumklang bliver rart at være i, også når huset bliver fyldt med liv og børn. Der er også tænkt i de små detaljer, som for eksempel klemmesikring i dørene, så de små fingre er bedre beskyttet. Vi kommer til at vise meget mere ude fra Holmsland af senere 😊
Det er et projekt som det her, der minder os om, hvorfor vores fag giver mening. Vi har fået lov til at bruge vores færdigheder bredt, været med fra start til slt og samtidig været med til at skabe rammer for børns hverdag, så giver arbejdet bare lidt ekstra mening 🛠️
Rigtig god weekend fra os hos Team Frandsen 🙋🏼♂️